Der sker alligevel ikke noget videre i dansk politik, før det bliver afklaret, om vi skal have en rød eller blå regering. Imens dominerer gustne overvejelser om meningsmålinger. Det bremser effektivt viljen til at drøfte de langsigtede reformspørgsmål.
I virkeligheden burde vi være i fuld gang med at diskutere mere påtrængende opgaver. Dansk Industri forsøger behjertet i annoncer at få rejst debatten om, hvad vi skal leve af, hvis der også i fremtiden skal være råd til at betale velfærden. Der er både en kort- og en langsigtet dimension her. Arbejdsgiverne har tillige godtgjort, at noget må ske, da vi står over for demografiske forandringer af betydning efter 2020. Vi har fortsat et reformefterslæb, der er betydeligt. Det gælder hele vejen rundt: Vi har brug for at øge arbejdsudbuddet, så beskæftigelsen vokser. Vi har brug for en større privat sektor. For produktivitetsreformer i den offentlige sektor. Og for at flere af de 800.000 i den erhvervsaktive alder, der i dag er udenfor arbejdsmarkedet, kommer med i arbejdsfællesskabet.
Dansk politik trænger i den grad til, at vores politikere aktivt forholder sig til disse reelle problemer, der venter lige rundt om hjørnet. Grundlæggende gælder, at hvis ikke vi har vilje til at forandre os for at bevare de kvaliteter vores samfund har, kommer vi i pengemangel.
Det er et af statsministerens få privilegier at kunne bestemme tid og sted for folketingsvalg. Vi trænger til at komme videre. Den socialdemokratiske valgkampagne har sloganet »Det Danmark du kender«. Men mest betegnende for det Danmark, vi kender lige nu, er, at tingene står stille. Lad os dog få det valg.