Danmark i krig sedan 29 april 1994

Jyllands-Posten har idag en intressant artikel med ett perspektiv på Danmark som jag inte tänkt på.

Efter nederlaget i 1864 var Danmark rystet af, at have mistet en tredjedel af landets areal i krigen mod tyskerne. Derfor var fokus de næste 130 år at undgå krig, sige nej til atomvåben og arbejde for fred.

I 1970’erne og 1980’erne var Danmark blandt de førende i verden, når det handlede om kampen mod atomvåben og oprustning. Fredstegnet blev brugt flittigt og fredsbevægelsen havde kronede dage. I Nato stod Danmark i 1980’erne for den ene fodnote efter den anden, der kritiserede oprustning, atomvåben – og USA.

Men så kom de socialdemokrater, der havde stået bag fodnoterne, til magten i 1993, og så begyndte der at ske noget.

Det hele vendte den 29. april 1994, da syv danske Leopard-kampvogne nedkæmpede serbiske styrker lidt udenfor Tuzla i det tidligere Jugoslavien og dræbte adskillige serbiske soldater. Pludselig var Danmark i krig. Og vandt slaget uden at lide tab.

Siden har Danmark været i krig i Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen.

I dag er Danmark blandt de nationer, der står forrest, når især den nære allierede, USA, kalder til krig. I Afghanistan havde danske soldater en af de sværeste opgaver i Helmand-provinsen, ligesom vi – efter USA – var det land, der kastede flest bomber i Libyen.

”Med skiftet gik Danmark fra at være den ”dumme” dreng i Nato til at blive rollemodel,” forklarer lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet.

Selv om fredsduen Danmark stadig er afskåret fra at deltage i militære operationer under EU – på grund af vores forsvarsforbeholde, har vi i virkeligheden stået for en langt hårdere linje end EU, mener forsvarsminister Nicolai Wammen (S):

”EU har de senere år stået for den bløde del, mens FN og skiftende koalitioner – bl.a. i Nato-regie – har stået for den hårde,” forklarer Wammen.