Perspektiv på Kubakrisen

Nyligen skrev en dansk officer en intressant artikel i Politiken där han redovisade skeendet under Kubakrisen och för ett läsvärt resonemang om beslutsprocesser:

I det fremragende og banebrydende studie ’The Essence of Decision’ analyserede den amerikanske politolog Graham Allison, hvordan beslutningerne blev taget under Cubakrisen i 1962. Allison viser, at beslutninger under en krise bliver dannet i tre lag: 1) Den rationelle aktør. 2) Organisatoriske processer. 3) Intern statslig politik.

Den rationelle aktørs rolle er at afveje en situations fordele og ulemper nøgternt og træffe sine beslutninger derfra. Ud over den rationelle aktørs tænkning dannes statens handlinger af interne statslige politiske processer i/om regeringen; hvem vinder de konstante forhandlinger om den førte politik? Hvis politiske synspunkter vinder debatten?

Problemet med vores propagandalignende retorik omkring Rusland er, at den blokerer for den rationelle aktørs nøgterne situationsbedømmelse og løsningsforslag. Og den blokerer også for uenigheder i politikdannelsen. Hvem har lyst til at stå frem og argumentere for, at en ’løgnagtig, irrationel, sindssyg og paranoid aggressor’ kan have legitime sikkerhedsinteresser?

Når vores egen retoriske selvsuggestion fratager den rationelle aktør og den politiske proces mulighederne for at anvende den kritiske sans – man kan jo ikke imødekomme en irrationel modpart – åbnes vejen for, at det bliver de organisatoriske processer, som alene kommer til at styre krisen.

Med de organisatoriske processer mener Allison bl.a. de politikker, procedurer og planer, som organisationer altid har forberedt i forvejen. Dette er især udpræget under en krises psykiske pres. Så hiver organisationerne, det være sig ministerier, styrelser, militæret, osv. de forberedte kriseplaner frem, hvor man har forsøgt at forudse alt.

Nogle organisationer kan endda have en interesse i en optrapning. Allison påviser, at det amerikanske militær under Cubakrisen forsøgte at bruge forældede planer, som var udarbejdet til helt andre scenarier. Militæret foreslog bl.a. at løse Cubakrisen ved at udføre omfattende bombninger på Cuba, men præsident Kennedy, den rationelle aktør, afslog dette.

Eftertiden viste, at de foreslåede bombninger kunne have udløst et sovjetisk atomangreb på USA med op til 29 missiler og derefter et massivt amerikansk gengældelsesangreb med atomvåben på Sovjetunionen.